Bornholms Kunstmuseum

Besøg Bornholms smukke kunstmuseum ved Helligdomsklipperne

Del Bornholms Rovfugleshow

Bornholms Kunstmuseum – i sig selv en attraktion

Bornholms Kunstmuseum er med sin beliggenhed ovenfor Helligdomsklipperne på kysten mellem Gudhjem og Tejn og sin arkitektoniske udformning i sig selv en attraktion. Kunstmuseet ligger ca. 6 km nord for Gudhjem i et af Danmarks flotteste og mest spektakulære landskaber.

Noget af det bedste indenfor moderne dansk arkitektur

Bornholms Kunstmuseum er opført i 1993, men voksede allerede i 2002 ud af “rammen”. Derfor igangsatte museet en stor udvidelse på 1.000 m2, der skulle omfatte to nye udstillingsbygninger, en større administrationsbygning samt ombygning af indgangspartiet. Bornholms Kunstmuseum genåbnede i 2003 efter den større tilbygning og regnes i dag for noget af det bedste indenfor moderne dansk arkitektur.

Masser af bornholmsk kunst og kunsthåndværk

Bornholms Kunstmuseum rummer kunst og kunsthåndværk med relation til Bornholm. Bl.a. “Bornholmerskolen” med malerne Edvard Weie, Karl Isakson, Olaf Rude, Kræsten Iversen, Niels Lergaard og Oluf Høst. Udover de permanente udstillinger er der året igennem temaudstillinger inden for kunst, design og kunsthåndværk.

Helligdomskilden på Bornholms Kunstmuseum

Bornholms Kunstmuseum har et areal på 4.000 kvadratmeter fordelt på tre niveauer, der følger terrænets naturlige fald mod klippekysten. I gamle dage valfartede folk til området på grund af Helligdomskilden, som blev tillagt en helbredende kraft. I dag symboliserer kilden oplevelser, rekreation og åndelig udvikling, og kilden løber nu i en vandkunst gennem hele museumsbygningen, inden den ledes ud i Østersøen gennem en lille ønskebrønd. På den måde er arkitekturen, der regnes for en af Nordens perler, i sig selv en kunstnerisk oplevelse med sine smukke, lyse rum.

Opdagelsesrejsen

Oplev Bornholms kultur bag facaden i en lang weekend forår eller efterår. Bornholms Kunstmuseum forkæler med velkomstdrink og frokost, før der vises rundt i samlingen. Grønbechs Gård byder på en omvisning i den gamle købmandsgård, som nu er kunsthal samt værkstedsbesøg hos en af Bornholms dygtigste kunsthåndværkere. Hjorths Fabrik inviterer indenfor i de arbejdende værksteder og byder på et køligt glas vin i den smukke gård. Rønne Theater, som er landets ældste fungerende, viser afsnit frem, hvor gæster ellers ikke kommer – og fortæller om teaterets historie.

Adresse


Bornholms Kunstmuseum
Otto Bruuns Plads 1

3760 Gudhjem

Priser og åbningstider

Åbningstider Se åbningstider
Åbningssæson Se sæsonen
Entrépris Voksne: 70kr.
Studerende/pensionister: 50kr.
Børn under 18 år: gratis

Kontakt

Tlf. +45 5648 4386
E-mail post@bornholms-kunstmuseum.dk
Web bornholms-kunstmuseum.dk