Bornholms Middelaldercenter

Bornholms Middelaldercenter er et spændende historisk oplevelsescenter, kun 500 m fra Østerlars Rundkirke.

Fortæl andre om Bornholms Middelaldercenter

Oplev livet i middelalderen på Bornholms Middelaldercenter

Bornholms Middelaldercenter er et stemningsfuldt historisk oplevelsescenter på 15 ha beliggende 500 meter fra Østerlars Rundkirke i den smukke bornholmske natur med skov, åløb og klippeløkker.
Her kan du opdage middelalderen fra mange sider: I den befæstede stormandsgård med palisader og tilflugtstårn, i stormandens luksuriøse festsal og gemakker, i den hyggelige landbobebyggelse med kålhave, vandmølle og historiske dyreracer, på en gåtur ad den gamle hulvej, på udmarken, i gøglerskoven og ved galgebakken. Se, smag, lugt, hør og fornem middelalderen i denne særlige atmosfære på Bornholms Middelaldercenter – her kan du for en stund eller for en hel dag indleve dig i livet i bondesamfundet cirka år 1350- 1450.

Et levende middelaldermiljø

Middelaldercentret er et levende sted, hvor du kan røre ved ting og selv prøve forskellige aktiviteter. På voldstedet kan du prøve noget af soldatens udstyr, skyde med bue og pil samt på bestemte tidspunkter høre kanon og hagebøsse brage. Leg med middelalderens maleteknikker i vores maleværksted. Aktivitetspladsen i Ådalen byder på en spændende ”arkæologisk legeplads” og en forhindringsbane for børnene.

Skattejagten

Der er gået 3 år siden den sidste skattejagt blev afviklet på Bornholms Middelaldercenter. Nu er skattejagten endelig tilbage i en ny og endnu bedre udgave.

Et næsten glemt testamente og en skat, der bevogtes af Det Højeste Råd bliver nu afsløret for et lille antal særlig udvalgte personer. Du og din familie er blandt de udvalgte – og træder dermed lige ind i middelalderens verden, hvor Eskils testamente og 5.000 års glemt viden nu skal afsløres.

Testamentets dokumenter er blevet spredt ud over det ganske Bornholm. Men ved at løse en række opgaver bliver det nu muligt for jer, igen at samle testamentet i sin helhed.

Skattejagten henvender sig til hele familien

Skattejagt Bornholm byder på nemme opgaver for de mindste, – lidt sværere opgaver for de større, – og sidst, men ikke mindst er der de forsvundne kapitler af Eskils Testamente, hvis infiltrerede, og til tider komplicerede indhold, appellerer til de større familiemedlemmer.

Du starter med at få udleveret en Skattejagt-rygsæk på Bornholms Middelaldercenter. Rygsækken indeholder en opgavebog samt en række “værktøjer” du får brug for undervejs. Du kan læse mere om, hvornår der er skattejagt her.

Rollespilsugen på Bornholm

I efterårsferien (uge 42) bliver Bornholms Middelaldercenter indtaget af orker, dæmoner og helte. Rollespilsugen på Bornholm er fem dage med rollespil i fantastiske omgivelser, og DU er inviteret!

Se teaser-videoen for Rollespilsugen herunder eller læs mere om Rollespilsugen

Ildnætter på Middelaldercenteret

Hvert år i juli (denne gang 19., 20. og 21. juli 2016) arrangerer Bornholms Middelaldercenter tre ildnætter – på hver ildnat kan du opleve middelalderen “by night”, hvor musikanter, gøglere og omrejsende skuespillere gør en aften til noget helt specielt. Det hele kulminerer med en 45 minutter lang koncert, forrygende ildshow og bengalsk belysning – i alt 2½ times spændende og anderledes underholdning.

Rundvisninger på Hammershus

I hele sommerferien har vi spændende daglige temarundvisninger for børnefamilier på Hammershus. Dragt- og rustningsopvisning, turen for børn og barnlige sjæle eller den stemningsfulde aftentur med flagermuslamper i skumringstiden er nogle af de mest populære tilbud, hvor du kan opleve borgruinen fra en ny og spændende vinkel.

Historiens Vingesus

… er et arrangement for voksne på Bornholms Middelaldercenter. Dette stemningsfulde 2 timers eftermiddagsarrangement er en fantastisk rejse i arkæologi og folkeliv, indeholdende levende fortælling, musik fra gamle instrumenter, kaffe og kage samt en lille skål i mjød i stormandens kalkmaleriprydede festsal. Arrangementet tilbydes på fredage i maj, juni, august og september kl. 14-16.

Adresse


Bornholms Middelaldercenter
Stangevej 1
Østerlars
3760 Gudhjem

Priser og åbningstider

Åbningstider Se åbningstider
Åbningssæson Se sæsonen
Entrépris Se priser

Kontakt

Tlf. +45 5649 8319
E-mail info@bornholmsmiddelaldercenter.dk
Web bornholmsmiddelaldercenter.dk